| |
Leksikon
Andelsmejeri
Det første andelsmejeri åbnede i 1882 i Hjedding i
Jylland. Det blev oprettet af nogle gårdejere i en forening.
Medlemmerne ejede mejeriet i fællesskab, og tog beslutninger
ved afstemning. På det moderne mejeri med maskiner opnåede
bønderne en finere kvalitet på smør og ost.
De fik også flere penge for deres smør, fordi de i
fællesskab solgte produkterne videre uden om storkøbmænd
som mellemhandlere. Andelsmejerierne blev en stor succes. I 1882
var der et andelsmejeri, i 1890 711. Mejerierne blev starten på
andelsbevægelsen, og snart åbnedes andels-slagterier,
andels-eksportforeninger, andels-foderstofforretninger m.m. Mejerierne
blev finansieret af de nye sparekasser, der blev oprettet i landsognene.
De gamle banker i byerne lånte ikke penge til bønders
investeringer.
Barselsfeber
På landet fødte man hjemme. Det var strafbart ikke
at hente en jordemoder, når en kvinde skulle føde.
Men jordemoderen boede ikke nødvendigvis lige i nærheden.
Man hentede ofte bare et par kvinder fra nabolaget, der skulle hjælpe
med fødslen. Der var nervøsitet forbundet med at føde.
Barselsfeber var den næsthyppigste dødsårsag
for kvinder mellem 25-35 år. Barselsfeber er en bakterieinfektion,
der kan give blodforgiftning. I sidste tredjedel af 1800tallet blev
man klar over, at det kunne redde liv, hvis jordemoderen desinficerede
sine hænder. Siden starten af 1900tallet har der derfor kun
været få dødsfald af barselsfeber om året.
Børnedødeligheden var meget høj i slutningen
af 1800tallet. Næsten hvert tiende barn døde inden
sin etårs fødselsdag.
Bindekræmmer
En bindekræmmer var en omvandrende handelsmand. Han solgte
forskellige uldvarer, der var strikket af husmænd og bønder.
At strikke uldsokker hed dengang "at binde hoser." Hosebinding
var en ekstraindtægt for mange familier - især i Midt-
og Vestjylland. Bindekræmmeren solgte også andre strikkede
varer: skørter, muffediser og sjaler. Varer som silkebånd
og tørklæder kunne også være at finde.
Han havde ofte sine varer fint arrangeret i pakker - én på
maven og én på ryggen. Derfor hed det også "at
gå med pakken." Bindekræmmerne var kendt for en
helt særlig stil, når de handlede. Der skulle selvfølgelig
altid pruttes om prisen. Et andet almindeligt salgstrick var at
virke som om, man meget nødigt ville sælge sine varer.
Børnearbejde
Det var helt almindeligt at 7-8årige børn fra fattige
hjem kom ud at tjene. Så boede de på den gård,
hvor de tjente og kom kun hjem på besøg til helligdagene.
Efter konfirmationsalderen kom de fleste dog ud at tjene - også
børn fra de mere velhavende gårde. Det var en vigtig
læretid for de unge. De små drenge begyndte med at vogte
køer, får eller gæs. De var røgterdrenge.
Når drengene blev omkring 14 år, blev de karle på
gården og arbejdede i marken og staldene. Nogle år senere
blev de til "fuldgode karle." Så kunne de også
kunne køre med heste og klare tungere markarbejde. Pigerne
begyndte tit med at være barnepiger. De hed lillepiger. Omkring
14 år blev de storpiger. Så kunne de klare alt kvindearbejde
på gården: malke køer, brygge øl, bage,
vaske tøj m.m.
Dansk Kvindesamfund
I 1871 oprettedes Dansk Kvindesamfund af Mathilde Bajer (1840-1934)
og hendes mand. Det var den første af flere foreninger, der
kæmpede for kvinders stemmeret. Arbejdet bar frugt: I 1903
opnåedes stemmeret til menighedsrådsvalg, i 1908 til
kommunalvalg og i 1915 til Folketinget. Men i slutningen af 1800tallet
var det stadigvæk Landstingets (folketinget) holdning, at
det hverken var i kvindernes eller samfundets interesse at give
kvinderne stemmeret. De forskellige kvindeforeninger kæmpede
samtidigt for kvinders ret til uddannelse og selverhverv - f.eks.
ved at få lov til at starte forretninger op. De udbredte også
viden om midler til børnebegrænsning - præventive
midler var næsten ukendte indtil slutningen af 1800tallet.
Kvindesagen havde nær forbindelse til miljøet omkring
højskolerne.
Fattiggården
Der var i sognene mulighed for at få fattighjælp. Hvis
man modtog fattighjælp, blev man underlagt forskellige begrænsninger.
Man havde ikke stemmeret, og man skulle søge om tilladelse
til at gifte sig. Hvis man ville slippe begrænsningerne, skulle
man betale fattighjælpen tilbage. Det var almindeligt, at
man skulle arbejde for at modtage fattighjælp eller bo på
en fattiggård. En fattiggård fungerede også som
plejehjem og sygehus for dem, der ikke havde familier til at tage
sig af dem. Denne type institution blev ofte kaldt et hospital.
Rigtige sygehuse med læger o. lign. var i slutningen af 1800tallet
oftest forbeholdt de velhavende. Indimellem blev en stuekone ansat
på fattiggården, hvor hun også selv skulle bo.
Hun fik en beskeden løn for at passe de syge 14 timer i døgnet.
Folkestue
Folkestuen var et rum, der var indrettet til tyendet. Her skulle
de spise deres måltider, og der kunne de sidde om aftenen
efter arbejdstid. Tyendets værelser var tit små og kolde.
Der var sjældent en kakkelovn til at varme karle- og pigekamre
op. Det var typisk større gårde med mere end fem ansatte
tjenestefolk, der indrettede folkestuer. Gårdejeren og hans
familie trak sig om aftenen tilbage til deres egne fine stuer. I
slutningen af 1800tallet diskuterede mange, om det var en god idé
med de nymodens folkestuer. Det var typisk gårde med enten
en gammeldags eller en grundtvigiansk indstilling, der ikke brød
sig om folkestuerne. Det var dårligt for fællesskabet,
mente man. Men for gårdejerne var det et tegn på velstand
og fremskridt. Man var stolt af at kunne indrette en folkestue.
Grundtvig
N.F.S. Grundtvig (1783-1872) var en dansk præst, hvis tanker
havde stor indflydelse i 1800tallet. Grundtvigianismen blev en stor
folkelig bevægelse. I begyndelsen kæmpede grundtvigianerne
for større religiøs frihed. I 1868 blev det lovligt
at stifte valgmenigheder, så man kunne tilhøre en rent
grundtvigiansk kirke. Så var man ikke tvunget til at tilhøre
sin almindelige sognekirke. De første højskoler blev
oprettet efter Grundtvigs idéer. Folkeoplysning var vigtigt
for grundtvigianerne. Alle skulle have adgang til undervisning,
så almindelige mennesker kunne deltage i demokratiet på
lige fod med den uddannede overklasse. I grundtvigianske kredse
var man optaget af den nordiske mytologi. Man viste ofte sit tilhørsforhold
ved at give sine børn nordiske navne, f.eks. Thyra, Gudrun,
Tyge eller Sejer.
Gård
Der var ca. 73.000 gårde i Danmark i 1885. En gårdejer
havde næsten altid nok jord til at kunne klare sig godt. Det
var mellem en og tyve tønder hartkorn jord. En tønde
hartkorn måler jorden efter dens bonitet. Bonitet handler
om, hvor god jorden er. Der var råd til tjenestefolk på
gårdene. Gårdejerne deltog i sidste halvdel af 1800tallet
i en fornyelse af samfundet. Med foreningsfriheden, der var blevet
indført med Grundloven i 1849, fik de friheden til at forny
sig selv og deres omgivelser. De blev klar over den politiske indflydelse
og de økonomiske gevinster, de kunne opnå ved at stå
sammen. Derfor stiftede gårdejerne i denne periode foreninger
af mange forskellige slags: Landboforeninger, brugsforeninger, gymnastikforeninger,
andelsforeninger, sygekasser, sparekasser, friskoler, valgmenigheder
og højskoler.
Husflidsforening
Dansk Husflidsselskab blev stiftet i 1873 for at fremme husfliden.
Herefter blev der oprettet små lokalforeninger i hele landet.
Her fik unge gratis undervisning to aftener om ugen. Mændene
gik til kurvefletning, bogbinding, snedkerarbejde og børstenbinding.
Piger fik undervisning i håndarbejde. Når undervisningssæsonen
sluttede 1. april, blev der afholdt forårsudstilling, hvor
elevernes arbejder blev udstillet. Det var en festlig dag, hvor
der blev uddelt præmier for de flotteste ting. Husflidsforeningerne
ville lære de unge at bruge deres fritid på noget fornuftigt.
De havde også en ambition om at bevare gamle husflidsteknikker,
der var i tilbagegang på grund af de mange fabriksfremstillede
varer, der kom på markedet i slutningen af 1800tallet.
Husmandssted
Et husmandssted var en ejendom med lidt jord - under én tønde
hartkorn. En tønde hartkorn er en gammel måleenhed,
der måler jorden efter dens bonitet. Bonitet handler om, hvor
god landbrugsjorden er. I 1885 var der 188.000 husmænd i Danmark.
De måtte ofte arbejde på egnens større gårde
og godser for at kunne klare sig. Deres børn måtte
næsten altid ud at tjene, fra de var 7-8 år gamle. Børnene
skulle også tjene noget til familien. Om lønnen så
bare var deres egen kost, logi og et nyt sæt tøj om
året. Gårdejerne lod måske nok husmændene
deltage i andelsbevægelsen, men følte sig overordnet
finere end dem. Hvis en gårdejerdatter giftede sig med en
husmandssøn, så giftede hun sig under sin stand. Det
var først i slutningen af 1800tallet, at husmændene
stiftede foreninger, der varetog deres egne interesser.
Højskole
Den første højskole blev oprettet i Rødding
i 1844, og der kom hurtigt mange flere. Højskolen er en af
præsten Grundtvigs idéer. Han ønskede, at den
danske ungdom fra alle samfundslag skulle gøres klar til
det kommende demokrati, indført med grundloven i 1849. I
slutningen af 1800tallet kom ca. 25 % af de unge fra landet på
højskole. Det var mest bondesønner, der havde råd
til det. De boede 5-6 måneder af vinterhalvåret på
højskolen. Her fik de undervisning i dansk, regning, sang,
gymnastik og landbrugsteknik. Der var foredrag om kunst, litteratur
og historie. Fra 1863 åbnedes højskolerne for piger
på rene pigehold i de tre sommermåneder. De unge, der
havde været på højskole, kom ofte hjem og følte
sig som nye mennesker. På skolen havde de fået nye drømme
og forventninger til deres fremtidige liv.
Indre Mission
Indre Mission blev stiftet i 1861 af præster og lægmænd.
Lægmænd var prædikanter uden præsteuddannelse,
der tog rundt i landet og holdt bønne- og vækkelsesmøder.
Formålet med Indre Mission var at vække de vanekristne,
så de kunne få en stærkere tro på Gud og
opleve en ny mening med tilværelsen. Man viste sit tilhørsforhold
ved at komme i de mange nye missionshuse. I 1900 var der allerede
399 missionshuse. Man holdt også bibelkredse i hjemmene. Medlemmer
af Indre Mission dansede ikke, drak sig ikke fulde, spillede ikke
kort og klædte sig gerne strengt og beskedent. Søndagene
blev holdt strengt hellige. Indremissionske bønder stiftede
særlige mejerier, der ikke modtog mælk og kørte
søndagen. Der blev også oprettet indremissionske skoler.
Kunstnernes Studieskole
Kunstnernes studieskole oprettedes i 1882 som et alternativ til
Kunstakademiet. Kunstakademiet blev dengang beskyldt for at være
gammeldags. Flere berømte malere underviste på Studieskolen,
bl.a. P.S. Krøyer og K. Zahrtmann. Skolen var mere moderne
både i sin undervisning og i valget af motiver. Mange unge
malere ønskede at male livet og døden på landet
på en realistisk måde. Denne bølge i malekunsten
kaldes ofte for realismen, og var inspireret af franske malere som
f.eks. J. Bastien-Lepage. Realismens malerier var næsten umulige
at få optaget på de etablerede udstillinger. Derfor
oprettedes Den Frie Udstilling i 1891, hvor bl.a. de realistiske
malere kunne udstille. Det var malere som L.A. Ring, H.A. Brendekilde,
N. Pedersen Mols og Jens Birkeholm. Flere af disse kom selv fra
fattige kår på landet.
Læreplads hos maleren
Hvis en dreng havde talent for at tegne, var det oplagt at skaffe
ham en læreplads hos en håndværksmaler. Man var
typisk lærling, fra man var 14 til 18 år. Dengang blandede
man malingen selv. Så der krævedes et stort kendskab
til farvelære. Ligeledes lærte håndværksmalere
at tegne. Dette skete på de mange nye tekniske skoler, der
oprettedes i hele Danmark i sidste halvdel af 1800tallet. Det var
ofte kunstnere, der underviste i tegning. Det hændte, at et
nyt talent blev opdaget på de tekniske skoler. Tegnelæreren
kunne så opfordre eleven til at søge ind på Kunstakademiet
eller Kunstnernes Studieskole. Dette skete for maleren Niels Pedersen
Mols (1859-1921), der var en fattig husmandssøn i malerlære.
Stationsby
Stationsbyer er byer, der opstod langs med jernbanelinierne. Jernbanerne
blev lagt på kryds og tværs af Danmark i sidste halvdel
af 1800talllet. En vigtig forudsætning for de nye byer var
næringsfriheden, indført i 1857. Tidligere måtte
bestemte håndværk og handel nemlig kun være i
købstæderne - de gamle byer. Men nu fik man muligheden
for at udøve håndværk og handel på landet
også. Det blev muligt at åbne f.eks. en konfektionsforretning,
der handlede med færdigsyet tøj - noget helt nyt i
datiden. De nye fællesejede brugsforeninger åbnede også
i de nye stationsbyer. Udviklingen af de nye byer faldt sammen med
urbaniseringen, hvor mange, især unge, forlod landet og flyttede
til byen. I 1855 boede ca. 21 % af befolkningen i byer. I 1900 boede
ca. 40 % af befolkningen i byer.
Landboforening
Landboforeningerne blev oprettet fra starten af 1800tallet på
initiativ af Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab for at styrke
økonomien på landet. I slutningen af 1800tallet havde
gårdejerne styringen af de lokale foreninger - husmændene
havde meget lidt indflydelse. De sad bagerst i salen til foredragene.
Landboforeningerne havde mange forskellige aktiviteter: De udgav
tidsskrifter om den nyeste viden indenfor landbrug. De afholdt dyrskuer.
Man kunne få hjælp fra landbrugskonsulenter og der var
foredrag om de mange nye metoder og maskiner til dyrkning af jorden.
Der var også foredrag om, hvordan man passede malkekøerne
bedre. Det virkede: Mellem 1861-1893 kom køerne til at producere
dobbelt så meget mælk. Det var ud af landboforeningerne,
at andelsbevægelsen voksede.
Landsbyskole
Man gik i landsbyskole/almueskole fra 7 år til konfirmationen.
Normalt gik man i skole hver anden dag, fordi man også skulle
arbejde. Enten hjemme eller der hvor man var i tjeneste. Men i travle
tider, f.eks. i høsten, fik børnene mere fri fra skole,
så de kunne hjælpe til. Børnene blev undervist
i kristendom, skrivning, regning, læsning, sang og nogle steder
også gymnastik. På præstegårde, godser og
velhavende gårde ansatte man ofte en privatlærer eller
-lærerinde. Det var muligt for unge kvinder og mænd
uden en rigtig læreruddannelse at blive privatlærere.
Indimellem lykkedes det en lærer eller lærerinde at
samle elever nok til en lille privatskole. Lærerinden risikerede
dog at blive degraderet til håndarbejdslærer, fordi
forældrene hellere ville have en rigtig (mandlig!) lærer
til skolen.
Lærerinde
I 1856 blev det muligt for kvinder at blive lærere for de
mindste børn i skolerne. Man behøvede ingen egentlig
uddannelse. Fra 1859 fik kvinder lov til at tage lærereksamen,
så de kunne undervise ældre børn. Derefter blev
der oprettet flere private seminarier for kvinder. I 1861 oprettede
Nathalie Zahle (1827-1913) et populært seminarium for kvinder.
Men det var først fra 1894, at privatseminarierne opnåede
statsstøtte. Man skulle selv kunne betale sin uddannelse
som lærerinde. Mange havde enten ikke råd til uddannelsen,
eller også nægtede deres familie at spilde penge på
sådan noget pjat. Formålet med livet for en ung dame
var - ifølge mange - at blive godt gift. Et højskoleophold
gav ofte unge kvinder lyst til mere uddannelse. For de fleste var
det en umulig drøm.
Mejerielev
Unge kvinder havde siden 1836 kunnet få en toårig uddannelse
til mejerske gennem Landhusholdningsselskabet. En mejerske kunne
blive ansat på de lidt større gårde, og var uddannet
i at fremstille forskellige mælkeprodukter. Det var meget
eftertragtet, da en mejerske tjente mere end de andre piger på
gårdene. Man kunne være heldig at få en gratis
uddannelse, men kun med de rette anbefalinger. Arbejdet med mælken
var i mange år et traditionelt kvindearbejde. Drenge og mænd
blev ligefrem latterliggjort, hvis de blev set med en malkespand.
Men med andelsmejerierne blev det på få år til
et respekteret mandearbejde. Landhusholdningsselskabet var så
sikkert på mændenes evner, at det mente, at mændenes
oplæring som mejerist kun behøvede at vare 2 ½
måned. Hvor kvindernes tilsvarende uddannelse varede 2 år!)
Mormoner
Der blev indført religionsfrihed i Danmark med Grundloven
i 1849. Der kom missionærer fra Kirken af de sidste dages
hellige, bedre kendt som mormonerne, fra Salt Lake City til København.
De fik på kort tid skabt store mormon-menigheder. Det var
især de fattiges religion. De blev lovet et bedre liv i Amerika.
Mange fik en gratis billet til Amerika, der først skulle
betales tilbage, når de var veletablerede derovre. Trods religionsfrihed
følte de nye mormoner sig forfulgt eller udstødt efter
deres omvendelse. De nye medlemmer meldte sig ind med en dåb.
Dåben foregik ikke i en kirke, men i søer og åer.
For de omvendte mormoner var det ofte forbundet med fare at lade
sig døbe. Flere har fortalt, at de sneg sig ud om natten
for at blive døbt. Godt 17.000 danske mormoner rejste til
Amerika mellem 1848-1900.
Udvandring
I perioden 1860 til 1900 udvandrede ca. 172.000 danskere. De fleste
rejste til Amerika, men ca.10 % rejste til Australien, Canada, Sydamerika
og Rusland. Den danske befolkning var dengang meget mindre, kun
ca. 1,5 million. Så alle har kendt nogen tæt på,
der rejste ud for at prøve lykken. Den amerikanske regering
lavede en stor kampagne i Europa, så de kunne få europæere
over til Amerika. De skulle opdyrke prærien og være
med til at få økonomien i gang. Fra 1862 blev alle
voksne mænd tilbudt et areal på 118 tønder land
gratis. Det er et kvadrat med cirka 800 meter på hver side.
Dette kunne de komme til at eje, når de havde boet der i 5
år og fået amerikansk statsborgerskab. Af de 172.000
udvandrere var ca. 17.000 mormoner. De rejste til delstaten Utah,
hvor mormonerne var i gang med at bygge et nyt samfund op.
Uægte eller faderløse børn
Faderløse eller uægte børn var dengang ofte
meget fattige. Når barnet ikke havde en far, var der heller
ikke noget børnebidrag til moren, eller nogen indtægt
til familien. Det var næsten umuligt for en enlig mor med
et barn at få et sted at arbejde. En gårdmand havde
ret til at bortvise tjenestepiger, der var blevet gravide. Ugifte
mødre skulle angive navnet på barnets far. For en ugift
kvinde kunne det være et sprængfarligt emne. Måske
var faren en gift mand fra egnen. Hvert niende barn, der blev født
på landet, var uægte født i perioden 1850-1900.
Uægte født betyder, at ens forældre ikke var
gift. Men ofte var det bare et forlovet par, der fik et barn sammen,
inden de blev gift. De fleste blev først gift, når
de var omkring 30 år, da de skulle spare sammen til at et
sted at bo.
Tyfus
Tyfus er en blodforgiftning, og den alvorligste af salmonellainfektionerne.
Man bliver smittet gennem mad og drikke, der er forurenet med bakterier
fra menneskelig afføring. Tyfus starter for det meste med
høj feber som senere ledsages af kraftig diarré. Der
er en dødelighed på ca. 12 %, hvis den ikke behandles
med antibiotika. Antibiotika blev først opdaget i 1928, så
i slutningen af 1800tallet kendte man ingen virksom behandling af
sygdommen.
Reformdragt
I midten af 1880'erne begyndte man i kvindesagskredse at diskutere
kvinders påklædning. Moden dikterede på dette
tidspunkt, at kvinder skulle snøres stramt ind i korsetter.
Det kunne hæmme udviklingen af både ribben, lunger,
lever og nyrer. I 1887 blev der lavet et forslag til en reformdragt.
Dragten skulle være løstsiddende om taljen, og draperes
fra skuldrene. Dragten blev aldrig moderne, og blev stort set kun
brugt af kunstnere og feminister for at vise deres holdninger. Reformdragten
blev symbol på de mange nye muligheder, som kvinder kæmpede
for: retten til uddannelse, selverhverv og stemmeret. Den blev af
mange folk i datiden opfattet som provokerende og grim. Reformdragtens
øgenavn var "reformsækken."
Tyende
Man kunne skifte plads 1.maj eller 1.november. Aftalen blev indgået
mundtligt et par måneder inden skiftedagen. Man blev fæstet
(ansat) for et halvt eller et helt år ad gangen. Gårdejerne
annoncerede i avisen efter den type tyende (tjenestefolk), de havde
brug for. Det blev forventet, at man var lydig og gjorde som husbonden
(gårdejeren) og hans kone sagde. Ifølge tyendeloven
havde husbonden 17 gyldige grunde til at bortvise et tyende. Tyendet
selv havde bare seks lovlige grunde til t gå. Man måtte
f..eks. ikke forlade sin plads, selvom ens far eller mor var blevet
meget syg og krævede pasning. Man skulle blive på gården
den tid, man havde aftalt med gårdejeren - ellers skulle man
betale erstatning til ham. I slutningen af 1800tallet blev det dog
sværere at holde på tjenestefolkene, fordi mange unge
tog til byen, og lønnen steg en del.
Tuberkulose
Tuberkulose forårsages af tuberkel-bakterien. Den begynder
med hoste, men infektionen spreder sig til hele kroppen og er dødelig
uden behandling. Den smitter, når en syg person hoster. I
1800-tallet var det især en fattigdoms-sygdom. Fattige i dårlige
huse, der får for lidt og for dårlig mad, har en meget
højere risiko for at blive smittede. Dengang var den eneste
behandling et langvarigt ophold på sanatorium. Her fik patienterne
frisk luft og levede sundt. Men det var meget dyrt. En særlig
kvægtuberkulose, der smittede gennem upasteuriseret mælk,
ramte jævnligt i Danmark indtil 1950'erne. I 1921 blev en
vaccine mod sygdommen opfundet. I 1950'erne begyndte man at behandle
med forskellige antibiotika. Det er en af de sygdomme, der dræber
flest mennesker i verden, især i de fattige lande.
|
|
|
